Peter Viskinde


	Presse Fotos til presse Anmeldelser af "Can't Escape From You": Viskinde kan ikke få nok af Bob (af Torben Bille) Jeg ved ikke, om Peter Viskinde skal se Bob Dylan i aften i Herning, men oddsene er gode. Viskinde spiller nemlig i Ikast i morgen. På den anden side kan han sagtens have det lige som mig. Dylan er ikke et anliggende, man deler med tusinder af fadølshujende fans i en overdimensioneret håndboldhal. Dylan er en sindstilstand. Evigt foranderligt, et mentalt barometer, vi fik indopereret dengang vi troede verden kunne forandres. I modsætning til undertegnede, som ‘kun’ bærer Dylan med mig, hvor jeg går – hvad enten jeg har glemt min iPod eller ej – kan Peter Viskinde synge sig ind og ud af Dylans sange. Det har han gjort tidligere. Ja, på 2010-albummet fortolkede han ‘Corinna Corinna’, ‘Love Minus Zero’ og ‘Don’t Think Twice’. I august udgav Viskinde Can’t Escape From You, et helt album dedikeret til Dylan. Han vender ikke op og ned på Onkel Bobs sange, men er heller ikke en lydig nevø, der ærefrygtigt bare kopierer. Og heller ikke en intellektuel, der som f.eks. Bryan Ferry prøver at se, om han kan komme nærmere hemmelighederne ved at distancere sig. Dylan er som bekendt, hvad man gør ham til. Og Viskinde gør ham til sin med sin varme, autentiske stemme, der nok føler, men aldrig indbyder til føleri. Det er i al blog-korthed en troværdig og fremragende plade, som også gør Viskindes ganske lille band ære. Det er ikke så meget en udlægning som en blotlægning af, at Viskinde har brugt Dylan som både sårheler og stifinder, når det brændte på i hans liv. Lad mig fremhæve den stoute, rytmisk tunge ‘She Belongs To Me’, og hans version af ‘Is Your Love In Vain’. Her spiller Viskinde den guitarbårne intro, Billy Cross aldrig blev bedt om at spille på originalversionen, der druknede i Alan Pasquas orgel. Orgel er der til gengæld ingen mangel på, når Lasse Nyrup intonerer ‘I Threw It All Away’ som den salme, den også er. Og når Viskinde synger “I must have been mad/I never knew what I had/Until I threw it all away…” synger han ikke bare et slidt refræn, men et helt liv. Kun ‘Like A Rolling Stone’ virker lidt for tryk seksten-forceret. Ligesom titelsangen bliver alt det, resten af pladen ikke er – en lidt anstrengt kopi. Til gengæld viser datteren Maria Viskonti som gæstesanger på en smagfuldt arrangeret ‘Every Grain Of Sand’, at far ikke kun sang højt fra ‘De små synger’, dengang hun var barn. PS: En fin designmæssig finte er etiketten til selve cd’en, som er planket efter den navnkundige røde Columbia-label. (link til blog) GAFFA: ★★★★ Forbavsende vellykket livtag med den Dylanske sangskat Jeg spurgte engang en af mine gamle venner, som er folk-sanger, hvorfor han aldrig fortolkede Bob Dylan. "Hvis man gør dét, skal man have en virkelig god grund", lød svaret. Underforstået: en grund, der ligger hinsides det, at man synes, at det er nogle gode sange. Det er modigt at udgive en hel plade med fortolkninger af branchens mest ikoniske og i forvejen til bevidstløshed fortolkede sangskrivere. Det skal Peter Viskinde have. Han skal også have, at han på dette livtag med den Dylanske sangskat faktisk har foretaget nogle interessante og mindre oplagte sangvalg, herunder "Street Legal"s "Is Your Love In Vain?" og titelnummeret, som er et outtake af nyere dato. Hvordan lyder det så? Forbavsende fedt, fristes man til at sige. Viskindes let nasale sangstil passer ganske enkelt materialet godt, og der er nerve og nærvær i de 12 fortolkninger, hvoraf et indslag som "If You See Her, Say Hello" stikker op som særligt vellykket. Det er naturligvis (meget) langt fra Dylan selv, men faktisk et mere end hæderligt skud. (/Esben Strunk) BT: ★★★★ ..."Peters uforstilte kærlighed og respekt for Dylan og ikke mindst hans naturlige musikalitet og ufejlbare teknik resulterer nemlig i 12 hjertelige Dylan-fortolkninger, der ubesværet slår bro fra Viskindes musikalske fortid tilvores allesammens nutid..." (BT, 28.08.11 link) Anmeldelser af "i live": Peter Viskindes nye soloalbum er: Retur til rock'n'roll! BT: ★★★★ (af Steffen Jungersen, - 11. februar 2011) "Det hér er en stor, positiv og – ærligt talt – dejlig overraskelse! Guitaristen Peter Viskinde har langt om længe fået slikket sårene efter bruddet med Big Fat Snake, har samlet et solidt hold af unge knægte bag sig, og så gør han i øvrigt det, vi ved Peter er rigtigt god til: Han spiller rock’n’roll igen. Og mere rock’n’roll end han har spillet med Big Fat Snake siden kridttiden. Hvis man er træt af, at Viskindes gamle kumpaner er blevet et mainstream poporkester, så er det hos Peter Viskinde Band, man skal henvende sig. Hér hedder forbillederne nu som altid Chuck Berry og Bob Dylan. Og det er ærligt talt i lange perioder lige til at blive i strålende humør af, hvad enten det er Peters udlægninger af BFS-numre som ”Trying To Get Over You”, ”Fight For Your Love”, ”Animal”, ”Rock The Rock” og ”No Peace Like In Heaven” eller den eminente livsglæde-strålende lige-på rock’n’roller ”Slå dig løs”. Bevares; træerne vokser ikke ind i himlen, og Peters vokal er ikke verdens største (selv om han slipper forbavsende godt fra at croone ”No Peace…”), og musikken er ej heller stor kunst. Til gengæld er det ærligt, livsbekræftende rock’n’roll arbejde, og med et fint band bestående af trommeslageren Jesper Berg, bassisten Steffen Van Norde og den meget efne keyboardmand Lasse Nyrup bag sig, lyder Peter på ”I live” i dén grad til at have fundet livs- og spilleglæden igen. Nå ja, og så spiller manden da for resten i dén grad og stadigvæk en glimrende rockguitar. Og nej, med denne anmeldelse har jeg ikke valgt side i den ligegyldige Viskinde/Big Fat Snake fejde, men ret skal sgu’ være ret…" Politiken den 11. mar 2010: Peter Viskinde tager hul på sin solokarriere efter det stærkt omtalte brud med Big Fat Snake med en blanding af rock, country og pop på "Good Times". - Foto: STORMLY HANSEN JESPER - Soloslange overrasker med optimistisk rockplade Peter Viskindes soloplade er mere personlig end de sidste ti fra Big Fat Snake. Af Erik Jensen, musikredaktør På en henkastet og herligt skødesløs måde er håndværket i top hos Peter Viskinde, der tager hul på sin solokarriere efter det stærkt omtalte brud med Big Fat Snake med en dejlig optimistisk tone på ’Good Times’. Veteranen fra Lyngby hylder sine idoler med Bob Dylan i spidsen på en samling rocksange af den gamle skole, der ikke vil chokere nogen, men fremstår som godt selskab. Der er ikke tale om stor, skelsættende kunst, men en stribe velklingende og overvejende glade sange fra grænselandet mellem rock, country og pop. Guitaristen, sangeren og sangskriveren har entydigt taget kunstnerisk førergreb på sit gamle, bovlamme band. Der er mere personlighed og ærlighed i dette ene album end i de sidste ti fra Big Fat Snake. Og så fornemmer man endda, at Peter Viskinde overhovedet ikke anstrenger sig, men blot hygger. Det er svært at føle andet end ’Good Times’ i det selskab. Viskinde har sin egen profil (af Torben Bille, link) Siden Peter Viskinde som syvårig fik en Egmont Lucky Seven-guitar af sin far, har han været vild med rock. I perioder har det virket som om forelskelsen ikke altid har været lige gengældt, men Viskinde er stædigt vedblevet med at rentegne sin egen profil i den del af den danske rock, der ikke genopfinder hverken den dybe tallerken eller det varme vand. I Malurt var han en nødvendig og til tider irriterende, men altid udfordrende sparringspartner for Michael Falch indtil egoerne ramlede sammen – siden, skal jeg hilse og sige, er luften blevet renset og de nyder at indånde den sammen. Doraz var en poppet parentes med hittet ‘Savner en som dig,’ og i Big Fate Snake tænkte den ellers økonomisk ret bevidste Viskinde mere på musikken end musikken indbød til. Også det samarbejde tog slut med den alt-eller-intet voldsomhed, der altid har været en side af Viskindes væsen, som nu får afløb i en ret succesfuld karriere som skaber af eruptive, farveglade malerier. Sideløbende har han længe kørt en solokarriere for egen regning og risiko. Den kronede han tidligere i år med albummet Good Times.Og der er ingen vej udenom: Det er en sej, lille plade, som vokser for hver gang den om jeg må sige finder vej ind i cd-slæden. Ja, i virkeligheden er der tale om to: En cd med nye melodisk righoldige og modent afrundede, men ikke uskarpe egenkompositioner (plus en dejlig udgave af den oversete Rod McKuen‘s ‘Love’s been good to me’) og en cd, hvor Viskinde aflægger fortiden et besøg og genindspiller gamle favoritter, både egne og andres. Fra Mary Chapin Carpenter til Bruce Springsteen. Det er veltiltrådt terræn, men Viskinde bevæger sig i det, som om han vil aflokke det nye sider. Det lykkes i den grad. Ikke mindst på grund af kongeniale akkompagnatører som bl.a. trommeslageren Jesper Berg, bassisten Steffen van Norde, keyboardspilleren Niels Ole Thorning og Sheriffen selv på guitarer m.m. Jeg får ikke penge for det, men jeg kan stærkt anbefale Good Times. Den plade garanterer netop det. ESPEN STRUNK, GAFFA skrev: 1-0 til sheriffen på første udspil efter bruddet med Big Fat Snake ★★★ Uden at dvæle ved det meget omtalte, bitre brud mellem Peter Viskinde og de øvrige medlemmer af Big Fat Snake, må der hermed erklæres 1-0 til guitaristen, som overrasker positivt med sit første udspil efter afskeden – som samtidig er hans 11. studiealbum i eget navn. Selvom vi fortsat befinder os i mainstream-afdelingen er her mindre røvballerock og mere traditionsbevidst poprock, end man måske kunne have frygtet. Slidte rim som "My love's in vain / my heart's in pain / I never knew / you'd be untrue" ændrer ikke på åbningsnummerets uomtvistelige melodiske kvaliteter, og guitarsoloerne i eksempelvis Hold Me og Love Goes On sidder i skabet uden at sætte nye standarder. I tilgift til de nye skæringer får vi bonus-cd'en 21 Sange Fra Fortiden, hvor Viskinde gør krav på sin del af arven fra sit gamle band med nyindspilninger af en række BFS-klassikere, foruden sange fra eget bagkatalog og et par covernumre, herunder en ganske hæderlig fortolkning af Springsteens Hungry Heart. Rock fra midten af vejen – og i midten af stjerneskalaen. --- HENNING HØEG (HOEG), BT skrev: Solo-Viskinde i fin form Big Fat hvem? ★★★★ Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget Og opbruddet fra Big Fat Snake har på én eller anden sær måde haft en positiv effekt på Peters solosange. Måske er det bare fordi BFS ikke haft kunnet negle de bedste til gruppeprojekterne. I hvertfald er »Good Times« uden konkurrence Peter Viskindes bedste soloudspil til dato. Og på sange som »Love In Vain« og »Love’s Been Good To Me« lyder danskeren som en hyggeligt version (ikke kopi) af egne idoler som Bob Dylan og Kris Kristofferson. Men hele vejen igennem skinner Peters egen tilbagelænede og kompetente personlighed og teknik igennem. Disc ét indeholder ti nye sange. Og på disc to fyrer Peter og bandet op under 21 af de gamle - Fra Big Fat Snake til Bruce Springsteen (Hungry Heart). --- THOMAS TREO, EKSTRA BLADET skrev: Federe end Slangen Peter Viskinde er bedre end Big Fat Snake, men det siger mest om Big Fat Snake ★★★ "Både Big Fat Snake og Peter Viskinde led kommercielle nederlag med deres skiver i slipstrømmen på en af de mest latterliggjorte bataljer i dansk showbusiness, men musikalsk står Viskinde tilbage som den, der tabte mindst. Det siger måske nok mere om rivalerne, for den 56-årige traditionalist virker stadig ikke ligefrem genfødt som geni efter bruddet, og på ’Good Times’ nøjes han med at hoste endnu en habil samling skæringer op. Uden at udfordre metieren har håndværkeren et sikkert greb om populærmusikkens byggeklodser, og det vemodigt klingende åbningsnummer, ’My Love’s In Vain’, er tilsat mundharpe og iørefaldende refræn en af Viskindes mest vellykkede stiløvelser nogensinde. Tilfreds med tomgang Også powerballaden ’Love Goes On’ er en velskabt kliché, men man fornemmer aldrig, at Viskinde drypper hjerteblod i sine simple skabeloner, og modsat de smertelige sange på eksempelvis ’Fodspor i havet’ fra hans gamle makker, Michael Falch, så er der simpelthen for meget hygge og for lidt kunst på fritidsmalerens musikalske værker. Et tilhørende bonus-album kaldet ’21 sange fra fortiden’ understreger indtrykket af en veteran, der kværner som en gammel jukeboks, der stiller sig tilfreds med tomgang. Hvis Viskindes sangskrivning kom i klammeri med temperamentet og galskaben fra den allerede legendariske fejde, så ville manden være meget federe."

Fotos til presse

Anmeldelser af "Can't Escape From You":

Viskinde kan ikke få nok af Bob (af Torben Bille)

Jeg ved ikke, om Peter Viskinde skal se Bob Dylan i aften i Herning, men oddsene er gode. Viskinde spiller nemlig i Ikast i morgen. På den anden side kan han sagtens have det lige som mig. Dylan er ikke et anliggende, man deler med tusinder af fadølshujende fans i en overdimensioneret håndboldhal. Dylan er en sindstilstand. Evigt foranderligt, et mentalt barometer, vi fik indopereret dengang vi troede verden kunne forandres.

I modsætning til undertegnede, som ‘kun’ bærer Dylan med mig, hvor jeg går – hvad enten jeg har glemt min iPod eller ej – kan Peter Viskinde synge sig ind og ud af Dylans sange. Det har han gjort tidligere. Ja, på 2010-albummet fortolkede han ‘Corinna Corinna’, ‘Love Minus Zero’ og ‘Don’t Think Twice’.

I august udgav Viskinde Can’t Escape From You, et helt album dedikeret til Dylan. Han vender ikke op og ned på Onkel Bobs sange, men er heller ikke en lydig nevø, der ærefrygtigt bare kopierer. Og heller ikke en intellektuel, der som f.eks. Bryan Ferry prøver at se, om han kan komme nærmere hemmelighederne ved at distancere sig.

Dylan er som bekendt, hvad man gør ham til. Og Viskinde gør ham til sin med sin varme, autentiske stemme, der nok føler, men aldrig indbyder til føleri.

Det er i al blog-korthed en troværdig og fremragende plade, som også gør Viskindes ganske lille band ære. Det er ikke så meget en udlægning som en blotlægning af, at Viskinde har brugt Dylan som både sårheler og stifinder, når det brændte på i hans liv.

Lad mig fremhæve den stoute, rytmisk tunge ‘She Belongs To Me’, og hans version af ‘Is Your Love In Vain’. Her spiller Viskinde den guitarbårne intro, Billy Cross aldrig blev bedt om at spille på originalversionen, der druknede i Alan Pasquas orgel. Orgel er der til gengæld ingen mangel på, når Lasse Nyrup intonerer ‘I Threw It All Away’ som den salme, den også er. Og når Viskinde synger “I must have been mad/I never knew what I had/Until I threw it all away…” synger han ikke bare et slidt refræn, men et helt liv.

Kun ‘Like A Rolling Stone’ virker lidt for tryk seksten-forceret. Ligesom titelsangen bliver alt det, resten af pladen ikke er – en lidt anstrengt kopi. Til gengæld viser datteren Maria Viskonti som gæstesanger på en smagfuldt arrangeret ‘Every Grain Of Sand’, at far ikke kun sang højt fra ‘De små synger’, dengang hun var barn.

PS: En fin designmæssig finte er etiketten til selve cd’en, som er planket efter den navnkundige røde Columbia-label. (link til blog)

GAFFA: ★★★★

Forbavsende vellykket livtag med den Dylanske sangskat

Jeg spurgte engang en af mine gamle venner, som er folk-sanger, hvorfor han aldrig fortolkede Bob Dylan. "Hvis man gør dét, skal man have en virkelig god grund", lød svaret. Underforstået: en grund, der ligger hinsides det, at man synes, at det er nogle gode sange. Det er modigt at udgive en hel plade med fortolkninger af branchens mest ikoniske og i forvejen til bevidstløshed fortolkede sangskrivere. Det skal Peter Viskinde have.

Han skal også have, at han på dette livtag med den Dylanske sangskat faktisk har foretaget nogle interessante og mindre oplagte sangvalg, herunder "Street Legal"s "Is Your Love In Vain?" og titelnummeret, som er et outtake af nyere dato. Hvordan lyder det så? Forbavsende fedt, fristes man til at sige.

Viskindes let nasale sangstil passer ganske enkelt materialet godt, og der er nerve og nærvær i de 12 fortolkninger, hvoraf et indslag som "If You See Her, Say Hello" stikker op som særligt vellykket. Det er naturligvis (meget) langt fra Dylan selv, men faktisk et mere end hæderligt skud. (/Esben Strunk)

BT: ★★★★

..."Peters uforstilte kærlighed og respekt for Dylan og ikke mindst hans naturlige musikalitet og ufejlbare teknik resulterer nemlig i 12 hjertelige Dylan-fortolkninger, der ubesværet slår bro fra Viskindes musikalske fortid tilvores allesammens nutid..." (BT, 28.08.11 link)

Anmeldelser af "i live":

Peter Viskindes nye soloalbum er: Retur til rock'n'roll!

BT: ★★★★ (af Steffen Jungersen, - 11. februar 2011)

"Det hér er en stor, positiv og – ærligt talt – dejlig overraskelse! Guitaristen Peter Viskinde har langt om længe fået slikket sårene efter bruddet med Big Fat Snake, har samlet et solidt hold af unge knægte bag sig, og så gør han i øvrigt det, vi ved Peter er rigtigt god til:

Han spiller rock’n’roll igen. Og mere rock’n’roll end han har spillet med Big Fat Snake siden kridttiden. Hvis man er træt af, at Viskindes gamle kumpaner er blevet et mainstream poporkester, så er det hos Peter Viskinde Band, man skal henvende sig.

Hér hedder forbillederne nu som altid Chuck Berry og Bob Dylan.

Og det er ærligt talt i lange perioder lige til at blive i strålende humør af, hvad enten det er Peters udlægninger af BFS-numre som ”Trying To Get Over You”, ”Fight For Your Love”, ”Animal”, ”Rock The Rock” og ”No Peace Like In Heaven” eller den eminente livsglæde-strålende lige-på rock’n’roller ”Slå dig løs”.

Bevares; træerne vokser ikke ind i himlen, og Peters vokal er ikke verdens største (selv om han slipper forbavsende godt fra at croone ”No Peace…”), og musikken er ej heller stor kunst. Til gengæld er det ærligt, livsbekræftende rock’n’roll arbejde, og med et fint band bestående af trommeslageren Jesper Berg, bassisten Steffen Van Norde og den meget efne keyboardmand Lasse Nyrup bag sig, lyder Peter på ”I live” i dén grad til at have fundet livs- og spilleglæden igen.

Nå ja, og så spiller manden da for resten i dén grad og stadigvæk en glimrende rockguitar.

Og nej, med denne anmeldelse har jeg ikke valgt side i den ligegyldige Viskinde/Big Fat Snake fejde, men ret skal sgu’ være ret…"

Politiken den 11. mar 2010:

Peter Viskinde tager hul på sin solokarriere efter det stærkt omtalte brud med Big Fat Snake med en blanding af rock, country og pop på "Good Times". - Foto: STORMLY HANSEN JESPER -

Soloslange overrasker med optimistisk rockplade

Peter Viskindes soloplade er mere personlig end de sidste ti fra Big Fat Snake.

Af Erik Jensen, musikredaktør

På en henkastet og herligt skødesløs måde er håndværket i top hos Peter Viskinde, der tager hul på sin solokarriere efter det stærkt omtalte brud med Big Fat Snake med en dejlig optimistisk tone på ’Good Times’.

Veteranen fra Lyngby hylder sine idoler med Bob Dylan i spidsen på en samling rocksange af den gamle skole, der ikke vil chokere nogen, men fremstår som godt selskab.

Der er ikke tale om stor, skelsættende kunst, men en stribe velklingende og overvejende glade sange fra grænselandet mellem rock, country og pop. Guitaristen, sangeren og sangskriveren har entydigt taget kunstnerisk førergreb på sit gamle, bovlamme band.

Der er mere personlighed og ærlighed i dette ene album end i de sidste ti fra Big Fat Snake. Og så fornemmer man endda, at Peter Viskinde overhovedet ikke anstrenger sig, men blot hygger. Det er svært at føle andet end ’Good Times’ i det selskab.

Viskinde har sin egen profil (af Torben Bille, link)

Siden Peter Viskinde som syvårig fik en Egmont Lucky Seven-guitar af sin far, har han været vild med rock. I perioder har det virket som om forelskelsen ikke altid har været lige gengældt, men Viskinde er stædigt vedblevet med at rentegne sin egen profil i den del af den danske rock, der ikke genopfinder hverken den dybe tallerken eller det varme vand.

I Malurt var han en nødvendig og til tider irriterende, men altid udfordrende sparringspartner for Michael Falch indtil egoerne ramlede sammen – siden, skal jeg hilse og sige, er luften blevet renset og de nyder at indånde den sammen. Doraz var en poppet parentes med hittet ‘Savner en som dig,’ og i Big Fate Snake tænkte den ellers økonomisk ret bevidste Viskinde mere på musikken end musikken indbød til. Også det samarbejde tog slut med den alt-eller-intet voldsomhed, der altid har været en side af Viskindes væsen, som nu får afløb i en ret succesfuld karriere som skaber af eruptive, farveglade malerier.

Sideløbende har han længe kørt en solokarriere for egen regning og risiko. Den kronede han tidligere i år med albummet Good Times.Og der er ingen vej udenom: Det er en sej, lille plade, som vokser for hver gang den om jeg må sige finder vej ind i cd-slæden. Ja, i virkeligheden er der tale om to: En cd med nye melodisk righoldige og modent afrundede, men ikke uskarpe egenkompositioner (plus en dejlig udgave af den oversete Rod McKuen‘s ‘Love’s been good to me’) og en cd, hvor Viskinde aflægger fortiden et besøg og genindspiller gamle favoritter, både egne og andres. Fra Mary Chapin Carpenter til Bruce Springsteen.

Det er veltiltrådt terræn, men Viskinde bevæger sig i det, som om han vil aflokke det nye sider. Det lykkes i den grad. Ikke mindst på grund af kongeniale akkompagnatører som bl.a. trommeslageren Jesper Berg, bassisten Steffen van Norde, keyboardspilleren Niels Ole Thorning og Sheriffen selv på guitarer m.m.

Jeg får ikke penge for det, men jeg kan stærkt anbefale Good Times. Den plade garanterer netop det.

ESPEN STRUNK, GAFFA skrev:

1-0 til sheriffen på første udspil efter bruddet med Big Fat Snake

★★★

Uden at dvæle ved det meget omtalte, bitre brud mellem Peter Viskinde og de øvrige medlemmer af Big Fat Snake, må der hermed erklæres 1-0 til guitaristen, som overrasker positivt med sit første udspil efter afskeden – som samtidig er hans 11. studiealbum i eget navn. Selvom vi fortsat befinder os i mainstream-afdelingen er her mindre røvballerock og mere traditionsbevidst poprock, end man måske kunne have frygtet. Slidte rim som "My love's in vain / my heart's in pain / I never knew / you'd be untrue" ændrer ikke på åbningsnummerets uomtvistelige melodiske kvaliteter, og guitarsoloerne i eksempelvis Hold Me og Love Goes On sidder i skabet uden at sætte nye standarder. I tilgift til de nye skæringer får vi bonus-cd'en 21 Sange Fra Fortiden, hvor Viskinde gør krav på sin del af arven fra sit gamle band med nyindspilninger af en række BFS-klassikere, foruden sange fra eget bagkatalog og et par covernumre, herunder en ganske hæderlig fortolkning af Springsteens Hungry Heart. Rock fra midten af vejen – og i midten af stjerneskalaen.

---

HENNING HØEG (HOEG), BT skrev:

Solo-Viskinde i fin form

Big Fat hvem?

★★★★

Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget

Og opbruddet fra Big Fat Snake har på én eller anden sær måde haft en positiv effekt på Peters solosange.

Måske er det bare fordi BFS ikke haft kunnet negle de bedste til gruppeprojekterne.

I hvertfald er »Good Times« uden konkurrence Peter Viskindes bedste soloudspil til dato. Og på sange som »Love In Vain« og »Love’s Been Good To Me« lyder danskeren som en hyggeligt version (ikke kopi) af egne idoler som Bob Dylan og Kris Kristofferson. Men hele vejen igennem skinner Peters egen tilbagelænede og kompetente personlighed og teknik igennem. Disc ét indeholder ti nye sange. Og på disc to fyrer Peter og bandet op under 21 af de gamle - Fra Big Fat Snake til Bruce Springsteen (Hungry Heart).

---

THOMAS TREO, EKSTRA BLADET skrev:

Federe end Slangen

Peter Viskinde er bedre end Big Fat Snake, men det siger mest om Big Fat Snake

★★★

"Både Big Fat Snake og Peter Viskinde led kommercielle nederlag med deres skiver i slipstrømmen på en af de mest latterliggjorte bataljer i dansk showbusiness, men musikalsk står Viskinde tilbage som den, der tabte mindst.

Det siger måske nok mere om rivalerne, for den 56-årige traditionalist virker stadig ikke ligefrem genfødt som geni efter bruddet, og på ’Good Times’ nøjes han med at hoste endnu en habil samling skæringer op.

Uden at udfordre metieren har håndværkeren et sikkert greb om populærmusikkens byggeklodser, og det vemodigt klingende åbningsnummer, ’My Love’s In Vain’, er tilsat mundharpe og iørefaldende refræn en af Viskindes mest vellykkede stiløvelser nogensinde.

Tilfreds med tomgang

Også powerballaden ’Love Goes On’ er en velskabt kliché, men man fornemmer aldrig, at Viskinde drypper hjerteblod i sine simple skabeloner, og modsat de smertelige sange på eksempelvis ’Fodspor i havet’ fra hans gamle makker, Michael Falch, så er der simpelthen for meget hygge og for lidt kunst på fritidsmalerens musikalske værker. Et tilhørende bonus-album kaldet ’21 sange fra fortiden’ understreger indtrykket af en veteran, der kværner som en gammel jukeboks, der stiller sig tilfreds med tomgang. Hvis Viskindes sangskrivning kom i klammeri med temperamentet og galskaben fra den allerede legendariske fejde, så ville manden være meget federe."