2011
"Skal da love for at julen så slipper sit faste greb med 11 gr. i luften her i udkantsdanmark 26.dec. 2011 er et godt år, hvor vi fik lavet de tre albums jeg lige præcis havde lyst til. I januar fik vi navlet sangene på live albummet "i Live". Synes det viser vores orkester, Jesper Berg, Lasse Nyrup, Steffen van Norde og mig selv, i en god kampform. Vi har de mere slagfaste sange med her, og ud over mine egne, to Jerry Lynn Williams favoritter "Whenever You´re Ready" og "Trying To Get Over You".
I maj gik det op for mig, at manden der har skrevet kommentarer, ja det føles i det mindste sådan, til mit liv siden 1966, fyldte rundt. Bob Dylan er det. Lidt for sent gik det op for mig og måske lidt for medløber agtigt at udsende på selve dagen 24.maj, så jeg indkaldte til en session i hjemmet i juni måned. Vi var heldige at ramme en af de få rigtige sommerdage med sol og skyfri himmel. Vi kastede sangene, som jeg har som paratviden på rygmarven, ind, i en lind strøm over to hektiske dage. Orkestret var forstærket af min ældste søn Jakob i vokal forgrund på "If You See Here Say Hello", og guitar her og der, samt min ældste datter Maria på vokal på "Every Grain Of Sand". Vi valgte de 12 af dem der faldt bedst ud, og udsendte dem på albummet "Can´t Escape From You" i august.
I oktober mødtes jeg efter at have forsøgt i tre år, med mine tidligere kolleger fra Big fat Snake. Vi fik et godt møde i vores fagforening, Dansk Artist Forbund. Efter tre års frustration havde jeg egentlig regnet med at de havde fået horn i panden, hugtænder og gik med bloddryppende trefork. Det var ikke tilfældet. Vi havde et godt møde, hvor vi kom vidt omkring i fortiden. Enden på det blev, at de de erkendte min 100% ophavsret til de væsentligste sange i fra tiden hvor vi indspillede sammen. "No Peace Like In Heaven " mfl. Tror at det for nogen kan virke som ligegyldig detalje, men når man lever og ånder for sange og vender hver en sten og C dur, for at lave originale sange bliver det væsentligt. I mit liv gør det.
I foråret 2011 fik jeg til opgave af Carlsberg, at designe etiketten til Wibroes årgangsøl 2012. 12 dec. var dagen for offentliggørelsen på Borgerkroen i Helsingør. I erkendelsen af at mine mange albums gennem tiden måske kan fremstå lidt uoverskulige, blev vi, i bandet, enige om at lægge an til et "Best of" album med samme forside som øletiketten. Forhåbentlig kan det skarpskære hvad jeg/vi står for indenfor musikkomposition. Maleriet er fra 2010 og har titlen "Skovtur". Et fjollet lille maleri som signalerer eufori hånd i hånd med end barnlige enkelthed jeg er fascineret af. De samme elementer som forhåbentlig også er tydelige i mine sange."
- Peter Viskinde, 26. december 2011, Aarhus
"God Only Knows" er første single fra best of-albummet "Årgang 2012", der udkommer 12.12.11.
Komposition i musikken og maleriets verden, har altid haft min interesse. Malerier - som de originaler de nu engang er - forsvinder ud af min verden, når de er blevet solgt. Når jeg af og til genser dem, kribler det i fingrene for lige at lave lidt om, fordi jeg ser nye muligheder, figurer mv. Den går så ikke, da ejerskabet ikke længere ligger hos mig.
Med musikken er det heldigvis anderledes. Til enhver tid er det muligt at vende tilbage til de gamle bånd og filer for at lytte og så give sangene den ændring, jeg synes, de trænger til.
Vi har været i studiet i dette efterår for at kigge bagkataloget igennem og give sangene et eftersyn. Nogle sange er genindspillet, andre redigeret mens andre har fået et nyt mix. Det har ikke været en let opgave at vælge sangene ud - ikke mindst fordi der er mange af dem. Hver sang har sin egen historie, og hver og en fremkalder de billeder på min indre nethinde.
Vi har valgt 17 sange. Den ældste, "Savner en som dig", stammer fra 1984. Jeg skrev den til mit daværende orkester Doraz. Nu helt nyindspillet - uden duften af firsernes store rumklang. Fra 1986 har vi valgt "Livet er vidunderligt" og bevaret den oprindelige indspilning, kun løftet op til tidens niveau for output, i mastering.
"No Peace Like in Heaven" er genindspillet med den kant, jeg synes, den manglede i 1995 versionen. Sangen er den af mine sange, som har haft størst kommerciel succes, og samtidig den som har taget mig kortest tid at komponere. Skrevet en grå morgen ved mit gamle klaver, mens mine fire børn tålmodigt ventede på at blive kørt i børnehave og skole. Det tog kun 5 min.
"Someone Like You" skrev jeg i 1996 under slet skjult påvirkning af Tom Waits og hans skramlede ballader. Nu med tør kant der giver det nærvær den fortjener.
"Animal" er mit forsøg på at lave endnu en rocksang i tonearten A penta. Har nok lånt lidt rigeligt fra Dylan og Animals versioner af "Baby Let Me Follow You Down". "Werner Emil" er et stemningsbillede fra min tidlige barndom. Fars fravær - som den dag i dag stadig er en del af mit indre univers. Vi slutter albummet med "Songs in My Head". Teksten handler om et vinter '69-mantra, min favorit Beatlessang "Hey Jude", mens jeg kæmper mig gennem snemasserne på min Puch MS 50 - på vej fra Susan i Hjortekær til hjemmet i Torsvang i Lyngby.
- Peter Viskinde, Aarhus, december 2011